New Zealand

Efter at have krydset datolinjen ankommer vi til Auckland d. 6. januar 2008 lokaltid. På resten af vores store tur vender vi faktisk på hovedet :-)

Udsigt Kaskelothval ud for Kaikoura Franz Josef Glacier

Charlotte skal besøge to professorer på University of Auckland og desuden deltage i en konference på deres institut. Begge professorer har været gæsteforelæsere i Danmark, hvor Charlotte har fulgt fag hos dem. De har indvilget i at 'trækkes' med Charlotte her i januar, så hun kan rende dem i hælene og få en fornemmelse af, hvad de foretager sig på en normal dag og desuden hvilke spændende operationsanalyse projekter de p.t. arbejder med.

Det betyder også, at New Zealand bliver det sted, vi opholder os længst bortset fra Vancouver og Sydney, hvor vi decideret bosætter os. Vi skal bo i Auckland og finde en hverdag her, hvor Charlotte tager ind på universitet hver dag og 'snuser omkring', mens Michael forhåbentlig færdiggør sit speciale, så han rigtig kan nyde sin 30 års fødselsdag med god samvittighed :-)

Gejser Tongariro National Park Milford Wanderer på Milford Sound

Om aftenen og i weekenderne er der hverken konference eller nogen at rende i hælene på, så der skal vi selvfølgelig ud og opleve noget af al den fantastiske natur, New Zealand byder på. Ligeledes regner vi med at slutte opholdet af med at køre ud og udforske noget af det New Zealand, vi ikke lige har kunnet nå fra Auckland, mens Charlotte var på institutbesøg. Vi skal forhåbentlig se både hvaler, geisere, gletchere, bjerge, fantastiske søer og vandfald inden turen går videre til vores næste bosted: Sydney i Australien.

Lake Taupo